|
Indledning
”Jeg er ikke bange for at dø, jeg vil bare helst ikke være der, når det sker.”
Woody Allen.
En tilfældig dag et sted i Danmark. En kvinde besøger sin elskede bedstemor, der er sengeliggende hjemme og er ved fuld bevidsthed, hun er i 80’erne og har haft et godt liv. Mens de to sidder og snakker sammen, får bedstemoderen det pludseligt dårligt og mister bevidstheden. I stedet for at springe til telefonen og ringe 112, lægger kvinden op i sengen til sin bedstemor, lægger sig tæt ind til hende med armene om hende. Bedstemoderen dør et øjeblik efter fredeligt i sit barnebarns arme.
--
En anden tilfældig hverdag tilbage i min præstetid, på et sygehus, hvor jeg lige havde holdt den ugentlige andagt, stod en ung sygeplejerske og ventede udenfor lokalet. Hun forklarede lidt knudret, at en kvinde muligvis havde brug for hjælp. Sygeplejersken brugte ord som ”sove ind”, ”være på sit sidste”, og jeg undrede mig over, at hun tilsyneladende brugte så meget krudt på at undgå ordet: dø.
Jeg gik med hen på en anden afdeling og kom ind på stuen, hvor en kvinde i 90’erne lå for døden. Hendes børn, en søn og en datter i tresserne, havde været omkring deres mor i en uge og var tydeligvis frustrerede over, at døden ikke ville indfinde sig. Kvinden havde været uden bevidsthed i et godt stykke tid; der var ikke noget til hinder for, at hun kunne dø. Sønnen og datteren havde gjort alt det gode, der kunne gøres; der var blevet sagt ordentligt farvel, og alligevel var det som om kvinden, uanset at hun var bevidstløs, ventede på noget. Jeg bad Fadervor og lyste velsignelsen over kvinden og foreslog sønnen og datteren, at vi sang en salme, der havde betydet noget for deres mor. Det tog et stykke tid, før vi på sygehusets lange gange fik lokaliseret fire salmebøger. Vi begyndte at synge ”Dejlig er jorden”, sønnens og datterens stemmer lød tøvende og uvante med at synge, men de tog til i styrke, linje for linje. På det sidste ord i salmens sidste linje, drog kvinden sit sidste åndedrag.
Vi var alle fire ubevægelige omkring sengen, hvor tiden stod stille, og et menneske var blevet fulgt til dørs af stemmer, der havde sunget hende ind i døden. Roen var stor, det var som om livet og døden faldt i hak på en måde, så der var plads til både levende og døde.
--
En mand, meget syg og op i årene, brugte den sidste uge af sit liv i ambulancer med at blive kørt frem og tilbage mellem to sygehuse op til flere gange, fordi hans tilstand hele tiden ændrede sig og blev defineret som hjemmehørende på henholdsvis det ene og det andet sygehus. Han vidste det meste af tiden ikke, hvor han befandt sig og hans familie måtte konstant ringe til begge sygehuse for at høre, hvor deres far egentlig befandt sig. Sygehussystemet havde så travlt med at behandle ham, at de glemte at give manden lov til at dø en værdig og nogenlunde velorganiseret død med i det mindste den ro omkring ham, som et dødsleje kræver.
Disse er tre konkrete eksempler på måder at dø på fra virkelighedens verden i Danmark. Som almindeligt menneske er man næppe i tvivl om, hvilke der er at foretrække. Men de færreste af os tager på forhånd aktiv stilling til, hvad det vil sige ”at dø en god død.” Nu om stunder er en god død at falde om uden forudgående varsel og sygdom, helst, naturligvis, på et tidspunkt, hvor man anser sig selv for at være mæt af dage. I forgangne generationer var en god død derimod en, hvor man kunne nå at beskikke sit bo, både det materielle, psykologiske, åndelige og relationelle. Dette at opfatte kunsten at dø ordentligt – på latin Ars Moriendi – for en fast og uomgængelige del af det menneskelige pensum har de fleste kulturer kloden over anset for helt naturligt, men det er efterhånden gået tabt i vores dødsforskrækkede kultur. Det er en skam og egentligt ganske mærkværdigt, eftersom det er det eneste nagelfaste, vi ved om os selv og hinanden: at vi en dag skal dø. Vi moderne mennesker opfører os som om emnet er valgfrit og ikke obligatorisk. .
Ars Moriendi var oprindeligt titlen på to latinske tekster fra begyndelsen og til midten af 1400-tallet med meget malende træsnit som illustrationer, der udgjorde en konkret guide til dødsprocessen. Baggrunden for teksten var ikke mindst den allestedsnærværende epidemi af pest, der havde hærget i hele Europa ca. 60 år forinden. Man kunne bogstaveligt talt ikke sparke sig frem for døende mennesker; præsterne kunne ikke nå rundt om dem alle, og da blev det ekstra nødvendigt, at det enkelte menneske kunne forberede sig på egen hånd på at møde den ventende død.
Denne bog lægger sig i kølvandet på Ars Moriendi- traditionen: den er en brugsbog for alle, der enten gerne vil besinde sig på dødens realitet eller som sidder med døden ganske tæt på i form af familiemedlemmers og venners forestående død. Eller helst begge dele, for pointen er, at hvis vi ikke tør forholde os til vores egen død, kan vi have svært ved at forholde os konstruktivt til andre menneskers dødslejer. Solidariteten burde være åbenlys: vi er alle dødelige og kan lige så godt komme i gang med at øve os på dét, som ingen af os kan undgå, men som vi derfor desto bedre bør kunne hjælpe hinanden med.
Døden er konkret. Den er – også - en fysiologisk proces, som vi som mennesker undergår, præcist som fødsler er det. Derfor er konkret viden om, hvad der sker, hvad vi som mennesker kan gøre og hjælpe til med omkring et døende menneske, uundværlig.
For ikke så vældigt mange generationer siden, fødtes folk derhjemme, og de døde hjemme. Efter dødens indtræffen lå den døde i kisten i stadsstuen, hvor folk kunne komme og tage deres farvel, og i tiden forinden havde man haft sin gang i det hus, hvor en døende lå. Man vidste, hvordan det var at være i huse med døende mennesker, man havde en kulturel og almindelig viden om de måder, hvorpå vi mennesker følger hinanden til dørs.
Efter at døden - ligesom fødslerne – er flyttet på sygehuset (og på plejehjemmet og på hospice) er vi blevet langsomt, men sikkert, kulturelt fattige på viden om den tid, der leder op til selve dødstidspunktet. Den viden vi har, er privat, knyttet til det enkeltes erfaringer, hvor vi hver gang, må opfinde den dybe tallerken og klare os igennem, så godt vi kan, fordi vi ikke har en ”kollektiv” bevidsthed om emnet. Jeg oplever i stigende grad, at folk spørger: ”hvordan gør jeg, hvad siger jeg, hvad er rigtigt og forkert”?
Vi lever i en kultur, hvor vi er helt på det rene med, at hvis vi vil lære at danse salsa, kokkerere finere fransk madlavning eller male akvarelmaling, så bliver vi nødt til at sætte os ind i det på en eller anden måde. Salsa, madlavning og akvarelmaling er noget, vi muligvis har eller ikke har interesse i og derfor kan vælge, om vi vil gøre os kloge på. At være omkring en døende er noget, vi, hvad enten vi kan lide det eller ej, alle kommer ud for – om ikke andet, så når vi selv en dag skal dø. Og selvom vi, som Woody Allan, muligvis ikke er bange for døden, men bare ikke har lyst til at være til stede, når det sker, er det en klog og menneskevenlig gerning at gøre sig den ulejlighed at sætte sig bare lidt ind i dét ene uflyttelige, vi alle står overfor som levende væsner: hvordan mennesker dør og hvad vi har brug for, når vi gør det. Samtidigt er det lige så vigtigt at gøre sig klart, at der ikke findes rigtige eller forkerte måder at dø på; hverken det at dø eller at være omkring en døende kan gøres til et kursus i origami, hvor der stiles efter smagfulde og smukt udførte resultater, og hvor døden bliver et projekt, der skal formes på én bestemt måde. Sandt liv og død, ligesom ægte kogekunst og kærlighed, udfolder sig som regel i henhold til mekanismer, vi ret beset ikke har kontrol over. Alle fire ting kræver derimod, at vi tør at lægge krop til og tør at være nærværende lige dér, hvor vi nu engang er.
Om bogens baggrund og opbygning.
Det er efterhånden blevet anerkendt, at døden efterlader sørgende mennesker i sit kølvand. Der er i det sidste årti således udgivet mange bøger om sorgen over at miste, og sorgen er – i hvert fald på et teoretisk plan – slet ikke det tabu, den var engang. Heldigvis. Sorgen udspringer naturligvis af, at nogen er afgået ved døden, som regel efter et sygdomsforløb. Sygdomsforløbet, dvs. tiden op til døden er ikke særligt velbeskrevet undtagen i diverse faglitteratur, og man kan tolke den efterhånden omfattende sorglitteratur således, at vi først rigtigt tager livtag med døden, efter at den er indtruffet og stadigvæk er meget lidt glade for at anerkende dødens indbyggede realitet i vores liv. Livet under et sygdomsforløb og indtil døden er lige så meget liv, som alt andet. Det er bare anderledes. Og vi skylder hinanden at blive meget bedre til at begå os, når vi deler netop dette stykke liv med hinanden. Derfor denne bog, som først og fremmest er en håndsrækning til den eksistentielle og relationelle side af døden. Dens ærinde er således ikke medicinsk, ej heller møntet på en diskussion af, hvilke valg, man som døende kan have mellem hospital, hospice og hjemmet. Bogen er båret af mangeårige refleksioner både som præst og som helt almindeligt menneske over mødet med sygdom og død og, ikke mindst, af en erfaring af, at vi nok så moderne og på alle leder og kanter kompetente mennesker tilsyneladende ikke bliver bedre til at forholde os til sygdom og død, snarere mere og mere ubehjælpsomme og kejtede i takt med en stadigt større medicinsk kunnen.
Bogen henvender sig til enhver, der frivilligt eller ufrivilligt vil sætte sig nærmere ind i dødens virkelighed. Den er bygget op som en blanding af overvejelser over, hvorfor vi bliver så kejtede, når vi skal gå ind i dødens rum ( kap. 1 og 2); høj- og lavpraktiske råd at tage med sig i konkrete situationer i dødens rum (kap. 3); interviews med konkrete mennesker, der har stået i dødens rum, og som fortæller, hvad de har tænkt og gjort dér (kap. 4); råd og forslag til, hvad der sker og kan ske lige umiddelbart før og efter et menneskes død (kap. 5); opfordring til at kunne rumme dødens paradokser og kunne stå med alt det, der stritter og ikke kan harmoniseres (kap. 6). Slutteligt rummer bogen en række appendikser, man kan læse efter lyst og behov. Man kan naturligvis læse bogen fra ende til anden, men også sagtens kun dykke ned lige dér, hvor man har behov for det. Bogens blanding af praktik, personlige beretninger, anekdoter og citater er et bevidst valg: døden - når vi ser på dens eksistentielle og altså ikke dens medicinske side - er, som livet, en mangfoldig størrelse, der ikke kan måles og vejes, og som kun indkredses ved, at vi udveksler fortællinger om den.
|
![]() |
